Studerende: ”Jeg ser ikke frem til det arbejdsliv, der venter mig”

Mange millennials og generation Z´ere har det til fælles, at de snart skal til at rive teltpælene op fra universitetet, for i stedet at sætte pløkkerne ned i arbejdslivets løse muld. Slut med læsesalenes trygge vægge og dens duft af varm kaffe, fagrådets esoteriske diskussioner og billige øl, og ikke mindst: Slut med at have lyst til at stå op om morgenen.

Jeg tilhører den gruppe, der skal til at omrokere på min levevis, og jeg ser en stigende tendens – især på sociale medier – til at jeg selv og mine ”med-unge” ikke ser frem til det arbejdsliv, der venter os. Vi finder ikke tilfredsstillelse i udsigten til en arbejdsdag fra 8-16, der kan blive ved med at gentage sig i det, der kan virke som det uendelige – eller i hvert fald til vi fylder 70.  Vi synes, det, som det moderne arbejdsliv tilsyneladende forventer af os, kan virke meningsløst og unødvendigt tidskrævende. Vi føler, at arbejdslivet potentielt kan forringe vores livskvalitet. Tanken om for eksempel at skulle sidde og markedsføre produkter dagen lang på et storrumskontor kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg – og mange andre unge – vil jeg mene – får simpelthen en fornemmelse af, at vores kommende arbejdsliv kan blive, ja, meningsløst.

Konstante forventninger

Mine forældre har fortalt mig, at jeg som 5-årig proklamerede, at jeg glædede mig til at blive pensionist, for så kunne jeg lave lige, hvad jeg ville. Jeg var meget ude hos min mormor og morfar som barn, og de var begge pensionister. Deres rolige tilværelse på landet med høns, drivhus, have og vejr- og fugleentusiasme, som jeg glædeligt tog del i, føltes så meningsfuldt for mig. Det var måske en romantisering af pensionisttilværelsen, men forestillingen om, at jeg kunne læse Anne Fra Grønnebakken, spise labre larver og aldrig tænke på at skulle lave lektier, var indbydende. Når jeg tænker mig om, så gik jeg faktisk en stor del af min barndom og glædede mig til at blive pensionist, selvom jeg ikke havde gjort mig nogle forestillinger om, hvad arbejdsmarkedet ville byde på.

Men jeg har en fornemmelse af, at det handlede om en modvilje over for de store forventninger, der tilsyneladende var til mig fremadrettet. Jeg havde allerede gennemskuet, at først når man gik på pension, var man fri. Først dér ville der ikke være forventninger til én, som man kunne have svært ved at indfri. Det var nemlig den fornemmelse, jeg fik, når jeg hørte om det at gå på arbejde.

Forholdet til naturen

Indimellem tænker jeg, at jeg er født i den forkerte tid. Jeg skulle have levet i bondestenalderen og siddet rundt om et bål under åben himmel og kogt grød med brombær. Jeg skulle have været ét med naturen, ikke betale nogen for at lægge mig til at sove et sted og ikke have reflekteret over, hvad udtrykket arbejdsliv betyder, fordi for mig er et liv, et liv. Vi skal nok ikke negligere, at menneskene i bondestenalderen formentlig også har haft visse forventninger til hinanden. Nogen skulle samle føde, dyrke afgrøder, passe børnene og tænde bål. Min anke går sådan set heller ikke på, at et samfund, hvor man forventer noget af hinanden, er forkert. Men nærmere at det, vi forventer af hinanden i dag, kan påvirke følelsen af mening. Så når man gang på gang får at vide, at man skal ud og arbejde solen sort for at bidrage til samfundet, kan det virke skræmmende på os unge.

Jeg tror, at årsagen til problemet med den stigende følelse af mangel på mening, vi unge kan føle, når det kommer til vores forestående arbejdsliv, til dels kan findes i den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked på. Jeg kender flere, der er så trætte efter en lang arbejdsdag, at overskuddet kun rækker til at ligge på sofaen og scrolle på sociale medier eller se en serie.

Det er ikke hensigtsmæssigt. Men man bliver også nødt til selv at finde ud af, hvad der giver mening for én. Skellet mellem arbejdsliv og privatliv behøver ikke nødvendigvis at være så afgrænset som i dag. Kort sagt: Mening er essentielt for mennesket, så hvis man ikke kan finde mening med det, man tilbringer ufatteligt mange vågne timer med, så er det nok ikke det, man skal beskæftige sig med. Og det kan tage mange forskellige jobs, professioner og selvrefleksion, før man ved, hvad det er. Jeg tror, at en af de grunde, der vægter højest, når det kommer til min frygt for at træde ind på arbejdsmarkedet, er, at det moderne arbejdsliv er for langt fra vores naturlige habitat – naturen. Det ensformige, mekaniske arbejdsliv skræmmer mig. Jeg tror, at det moderne menneske er blevet for distanceret til naturen og undervurderer, hvordan det at være i naturen, kan få os til at se os selv som en del af en større sammenhæng.

Mening i arbejdslivet

Jeg kan få fornemmelsen af, at alle render rundt med hovedet under armen, er i vildrede eller søger efter svar fra højere magter i forhold til, hvad pokker der giver et meningsfuldt arbejdsliv og føler forventningspresset stige.

Heldigvis ser jeg små tegn på arbejdsmarkedet, når det kommer til erkendelsen af, at alt måske ikke går, som det skal. For nok kan man gøre meget som medarbejder, men virksomhederne bør også gøre deres for, at arbejdet skaber mening for medarbejderne. I stedet for kun at fokusere på en bureaukratisk effektivisering og tal på bundlinjen, så bør virksomhederne også have øje for den tilsyneladende usynlige værdi, som sociale og fysiske tiltag kan skabe, og som man ikke nødvendigvis kan måle og veje. Det gør nogle heldigvis. I nogle virksomheder har man for eksempel indført en daglig gåtur, hvor medarbejderne enten kan snakke om stort og småt eller noget arbejdsrelateret. Det er i hvert fald én måde at kombinere noget, der måske ellers hører privatlivet til med arbejdspladsen.

Kan man ikke finde virksomheder og arbejde, der giver mening, kan man overveje at skabe sit eget arbejdsliv. For mig kunne det meget vel handle om at blive selvstændig, men det er naturligvis ikke løsningen for alle. Under alle omstændigheder vil jeg have et arbejdsliv, der ikke handler om at vente på pensionisttilværelsen. Jeg vil gerne finde tilbage til den følelse, jeg havde hos mine bedsteforældre. Være tæt på naturen, så jeg kan kombinere min store passion med det at passe et arbejde. Det lyder nok lettere sagt end gjort, men måske er det en af de måder, vi unge kan finde lysten til at tage hul på arbejdslivet, imens vi venter på, at virksomhederne og samfundet følger med.