Studerende: ”Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?”

Kære arbejdsgiver: Hvordan skal vi få erfaring, hvis I ikke vil give os den?

Det er et spørgsmål, jeg længe har haft lyst til at stille. For der skulle gå otte semestre af min uddannelse, før jeg fik et studierelevant arbejde.

I starten af min studietid da det – efter Corona-tågen endelig var lettet – stadig var fredagsbar, der umiddelbart fyldte mest for mig, bildte jeg mig ind, at det var med vilje, jeg ikke havde et studierelevant job ved siden af.

Jeg arbejdede i en tøjbutik, der talte ind i min personlige interesse for genbrug, for min uddannelse skulle nemlig helst ikke også definere min fritid, sagde jeg både til mig selv og til omverdenen. Men i virkeligheden begyndte tankerne om et relevant studiejob at fylde mere og mere, og jeg gik i gang med at søge stillinger, der relaterede sig til min uddannelse. Derfor landede der også mail på mail med formuleringer a la ”Endnu en gang tak for din ansøgning. Vi må desværre meddele dig, at vi har valgt at gå videre med andre kandidater” i indbakken. Som tiden gik, betød hvert afslag, at mine muligheder for at arbejde som studentermedhjælper i så mange semestre som muligt under min uddannelse blev reduceret. Helt ligeglad med min faglighed i fritiden, var jeg altså alligevel ikke.

Derfor fortsatte jeg jagten på et relevant studiejob. Noten på min telefon, hvor jeg har listet alle de studentermedhjælper- og praktikantstillinger, jeg søgte i 2023 og 2024, tæller 73.

Fra bagerier til biblioteker

Som en del af jobsøgningen begyndte jeg også at sende uopfordrede ansøgninger til bagerier og butikker, for selvom jeg jo havde forladt den knap så studierelevante stilling i tøjbutikken, skulle økonomien på det tidspunkt også hænge sammen. Og det gjorde den efterhånden ikke helt, nu hvor det havde vist sig så svært at finde et studierelevant job. Min tanke var samtidig, at selv et bageri eller en butik måske på sigt kunne tilbyde mig mere studierelevante opgaver. Måske de kunne få brug for mine sproglige færdigheder og formidlingsevner på deres hjemmeside?

Hvor nemt det end kan lyde, var der faktisk ikke rigtig nogen bagere, der havde brug for ”stærke kompetencer inden for kommunikation og formidling” og ”akademiske færdigheder”, som jeg selv formulerede det i ansøgningerne, idet jeg ihærdigt (og indrømmet; måske en smule forceret) alligevel prøvede at gøre brug af min igangværende ”brede” humanistiske uddannelse. Afslagene gjorde både mit eget gåpåmod og mit go-to-svar, ”en hel masse!”, når familiemedlemmer stillede spørgsmålet ”hvad kan du bruge din uddannelse til?”, sværere at blive ved med at gentage. På det tidspunkt var svaret nærmere ”ikke rigtigt noget”. Sommetider tvivlede jeg på mit uddannelsesvalg, men nægtede også at forlige mig med, at man ikke må vælge uddannelse med hjertet, men udelukkende med fokus på jobsikkerhed. 

Jeg blev ved med at gå efter det, jeg drømte om og søgte fortsat de stillinger, der var mere oplagte i forhold til min uddannelse: Studentermedhjælperstillinger på biblioteker og forlag, ved mediehuse, museer og styrelser – og stadig primært inden for kommunikation og formidling.

Bekymret for en fremtid som humanist

Ud af alle de ansøgninger – både til relevante og mindre relevante jobs – kom fem jobsamtaler, siden et praktikophold og nu – langt om længe – en studentermedhjælperstilling, som for eftertiden vil pynte på mit ellers relativt erfaringsløse CV. 

Det gør mig selvfølgelig bekymret for min fremtid som nyuddannet humanist, for ser jeg direkte ind i langvarig lediggang? Det kan jeg frygte, når jeg allerede som studerende har oplevet en lang række afslag.

Bevares, det kan da godt være, jeg bare er exceptionelt dårlig til at skrive jobansøgninger, eller er blacklistet hos samtlige arbejdsgivere og virksomheder uden selv at vide det? (Tankerne har indimellem fået frit spil). Eller måske er det fordi, jeg lader nervøsiteten tage over til de samtaler, jeg trods alt har været til? Det kan være, men det, der går igen i de afslag, jeg har fået, er dog min manglende erfaring. Ironien, eller måske man ligefrem kan kalde det tragikomikken, er slående, for hvordan skal jeg få erfaring, hvis jeg ikke får et job, der kan give mig den? En ond cirkel er det i hvert fald – og den kan være svær at komme ud af.

Appel til arbejdsgiverne

Når jeg ser tilbage, synes jeg, jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være relevant og komme i betragtning til de jobs, jeg søgte. Jeg har været frivilligt medlem af universitetsforeninger, og den erfaring, jeg efterfølgende kunne fremvise, skaffede mig en praktikplads, der tilmed gav mig en flot udtalelse med videre.

Jeg har søgt målrettet ud fra de kompetencer, jeg har tilegnet mig på studiet og via min praktikplads, men det virkede ikke. Og den del af jobsøgningen, hvor jeg skød med spredehagl, havde som nævnt heller ikke den ønskede effekt.

Heldigvis er det lykkedes mig at få job, så det hele har ikke været forgæves. Men jeg ville ønske, det ikke havde taget så lang tid.

Min konklusion er derfor, at det nåleøje, studerende skal igennem for at blive ansat, er så snævert, at min største appel til arbejdsgivere er: Sats på os, ligesom vi satser på jer, og giv os muligheden for at få den erfaring, I gerne vil have, vi har. Vi vil nemlig gerne vokse med opgaven og få masser af erfaring, hvis I bare lader os.