For noget tid siden så jeg et interview på Youtube med Ellen D. Langer En professor i psykologi ved Harvard University, der til sine knap 82.000 følgere fortæller vidt og bredt om blandt andet mindfulness og den menneskelige illusion om kontrol.
Youtube-samtalen handlede om at tage beslutninger. Professor Ellen sagde noget i retning af, at man i stedet for at spilde sin tid med at stresse over, om man har taget den rigtige beslutning, skal tage en beslutning og så gøre den rigtig. Det fik mig til at tænke på, hvor meget tid, jeg som ung har spildt med at stresse over, om jeg tog de rigtige valg. Har jeg fået brugt mine evner godt nok? Burde jeg have fokuseret mere på en stabil (læs: høj) indtægt? Skulle jeg have valgt en helt anden vej? Musikpædagog? Præst? Tandlæge?
Jeg ved det ikke, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at jeg har fået det bedste ud af de valg, jeg traf. Det lyder banalt, men jeg mener det, og den bevidsthed ville det nok have været rar at have haft tidligere.
”Måske var jeg blevet en god musikpædagog, måske havde jeg fået pip. Måske havde jeg nydt at gøre gavn som præst, måske var jeg løbet skrigende væk.”
- Regine Wowk Andersen
Tandlæge? ”Og rode andre mennesker i munden?”
Som 10-årig gik jeg en eftermiddag ud til min mor, som stod i bryggerset og baksede med vasketøjet. Jeg proklamerede, jeg ville være tandlæge, når jeg blev voksen. ”Og rode andre mennesker i munden?”, svarede hun, mens hun proppede en kulørt vask i maskinen. Så skrinlagde jeg den idé. Men da jeg mange år senere var færdig som kandidat i litteraturvidenskab og ofte havde skulle svare udenom på spørgsmålet, ”og hvad kan man så bruge det til?”, tænkte jeg da af og til, at det havde været nemmere at gå efter en karriere som tandlæge. Eller i hvert fald noget, som førte direkte til et job, og som folk vidste, hvad var. For jeg anede jo ikke engang selv, hvad jeg ville kunne lave med et litteraturstudie i bagagen.
Præst? ”Der var bare lige det med Gud”
I niende skulle vi i erhvervspraktik. Man skulle selv finde en praktikplads, men weekenden før den mandag, hvor vi skulle have praktikpladsen klar, havde jeg stadig ikke fundet nogen plads. Så slog det mig, at jeg måske kunne komme i praktik som præst? Jeg ringede til en præst, som jeg syntes virkede sød, og hun sagde ja. Så brugte jeg en uge i praktik som præst, og tænkte, at det fag kunne jeg godt se mig selv i. Der var bare lige det med Gud. Som jeg desværre heller ikke troede på dengang.
Jeg spurgte præsten, hvad hun mente, Gud var for en størrelse. ”Kærlighed”, svarede hun. Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det, syntes jeg alligevel ikke, jeg kunne gå den vej. Så det blev ikke teologi, jeg valgte, da jeg tre år efter skulle vælge studie. Det var for svært, når jeg ikke var troende, selvom det glade kærlighedsbudskab, de smukke kirkerum, de fine overgangsritualer og ikke mindst kirkemusikken appellerede til mig.
"Jeg har lært, at livet ikke handler om at vælge rigtigt, men om at få det bedste ud af det, man vælger."
- Regine Wowk Andersen
Musiklærer? ”At terpe klaver med børn i Varde… skulle det være mig?”
Jeg øvede mig som en gal på klaveret i mange år, fordi jeg ville på konservatoriet. Og jeg gik til masser af musikundervisning ved siden af mit gymnasium, som også havde musik i højsædet. Jeg kom på andre tanker midt i 3.g, da jeg forstuvede en hånd, lagde øvningen på hylden og fokuserede på at få en hæderlig studentereksamen. Sandheden var jo nok den triste, at jeg inderst inde gerne ville gå musikvejen, men ikke havde modet til at prøve det af. Hvilket var langt fra dét, jeg sagde, når folk spurgte til min beslutning. Jeg var umoden og dumsnobbet. ”At terpe klaver med børn i Varde, skulle det være mig?” kunne jeg finde på at teenage-vrænge som undskyldning for, at jeg opgav det. Som om jobbet som musiklærer i provinsen var den værste skæbne, der kunne ramme et menneske.
Kommunikationsrådgiver
Jeg endte med at vælge at læse litteraturvidenskab. Mest fordi, det var et bredt fag, og jeg på en måde dermed følte, jeg ikke havde taget en beslutning om, hvad jeg ville bruge mit liv på. Også fordi mit gennemsnit lige præcis rakte til det og ikke til for eksempel psykologi eller medicin. Med årene har jeg lært at acceptere det lidt vage valg. Jeg har lært, at livet ikke handler om at vælge rigtigt, men om at få det bedste ud af det, man vælger. Måske var jeg blevet en blændende tandlæge, måske var jeg blevet virkelig træt af det. Måske var jeg blevet en god musikpædagog, måske havde jeg fået pip. Måske havde jeg nydt at gøre gavn som præst, måske var jeg løbet skrigende væk. Pointen er, at jeg ikke ved det og aldrig kan vide det.
Det, jeg ved er, at jeg har skabt et godt arbejdsliv til mig selv, trods det mildest talt hasarderede valg af studie. For det, jeg især lærte på litteraturvidenskab, var at læse, forstå og analysere tekster på et tårnhøjt niveau og at tale så akademisk, at det næsten var komisk. I dag lever jeg jo på en måde af at gøre det modsatte af alt dét, jeg lærte. Altså at omforme alt det, som er højtravende og svært at forstå til noget, de fleste kan forstå og gider at læse. Ligesom jeg selvfølgelig fik et endnu bedre fundament for at læse og nyde god litteratur.
Det er jeg faktisk ret godt tilfreds med.