Af Naja Helene Hertzum
Af egen fritstillede og insisterende fri vilje brugte jeg årets første kvartal på at skrive af lyst, uden skelen til jobportaler. Dagens mest effektive timer blev lykkeligt brugt på at føje flere sider til et romanmanuskript og på - uden skyggen af stress - at imødekomme min seksåriges frisuremæssige vankelmod. Også selv om hun ombestemte sig bogstaveligt talt på vej ud af døren. “Selvfølgelig kan vi da flette dit hår alligevel, skat. Ain’t no time like the present.”
Eftermiddagene blev brugt på at hente den toårige tidligt og vride fuld valuta ud af årskortet til Zoo, på at løbe en formiddagstur, tage på privilegeret dagtime-barselsbesøg og generelt bare på at nyde livet uden fuldtidsarbejde for første gang siden universitetet.
Jeg fjols. Jeg ubegribeligt naive, drømmeriske klovn.
Efter at have arbejdet med kommunikation i 14 år blev jeg i vinter fritstillet, da min daværende arbejdsplads lukkede ned for dele af deres danske forretninger. Alt foregik ordentligt og fair med kram, afskedsgaver og pæne ord. På den måde var det nærmest en god oplevelse. Nærmest. Jeg fik foruden smukke anbefalinger også en gavmild fratrædelsesordning og lyttede opmærksomt til fortællinger om, hvad folk i virkeligheden vægter på dødslejet. Spoiler: Tænk sig, når folk ligger på deres yderste, drejer fortrydelsen sig sjældent om at have lagt for få overarbejdstimer på jobbet. Bagudskuende ærgrelse a la, “Havde jeg dog bare tilbragt lidt flere lørdage med næsen i inboksen i stedet for med ungerne” fylder overraskende lidt, tro det eller lad være.
Nuvel, tænkte jeg derfor, og besluttede mig for at trykke på pause, i stedet for helt hektisk at søge min næste karrieremulighed, før afskeden med den forrige havde bundfældet sig.
"Da kalenderen skrev april, blev glæden ved frihed totalt overdøvet af et indre, tikkende ur. Og tiktakkeriet er der stadig, uret banker i tydelig takt med mit hjerte - hurtigere og hurtigere - for hver ansøgning, jeg smider ud over det, der ofte kan føles som en afgrund."
Jeg lejede en skrivebordsplads i et skønt kontorfællesskab med udsigt over Frederiksberg Have, jeg søgte om optagelse på en forfatterskole og kom ind, og så skrev jeg. For første gang i mit voksne liv skrev jeg alene for min naive fornøjelses skyld helt uden en på forhånd defineret målgruppe for øje. Og jeg var helt ærligt mere disciplineret i den proces, end jeg havde forventet. Jeg ved ikke, hvorfor det kom bag på mig, at jeg fuldt ud var i stand til at præstere uden bevidstheden om en chefs eksterne forventninger til at drive mig fremad, men det var en øjenåbner og bidrog til følelsen af frihed.
Jeg nød at cykle på arbejde uden for myldretid, at dagens største stressfaktor var at nå at aflevere unger før morgensamling klokken (må jeg skamfuldt skrive) halv ti. Der var aldrig ikke tid til en ekstra kop kaffe før tandbørstning. Det var … lyksalig undtagelsestilstand.
Og det varede lige præcis tre måneder.
Da kalenderen skrev april, blev glæden ved frihed totalt overdøvet af et indre, tikkende ur. Og tiktakkeriet er der stadig, uret banker i tydelig takt med mit hjerte - hurtigere og hurtigere - for hver ansøgning, jeg smider ud over det, der ofte kan føles som en afgrund.
"Sig efter mig: Afslaget (klap) handler (klap) ikke (klap) om (klap) dit (klap) værd (klap) som (klap) menneske! ( … klap!)"
Jeg har aldrig prøvet at være arbejdsløs. Ikke rigtigt. Og jeg kunne da også sagtens kalde mig forfatter lige nu - jeg har forlænget kontrakten på skrivebordspladsen med den pæne udsigt. Men det er ikke sandheden. For som i et sandt nulsumsspil siver energien til romanen ud, desto mere bekymringerne om Fremtiden (stort F) træder i forgrunden.
Sammenligningen med datingmarkedet er for oplagt, den dropper jeg, men hold nu op, hvor skal man tvinge sig selv til ikke at sætte direkte lighedstegn mellem på den ene side e-mailen med afslag på det job, man begejstret havde set sig selv i, og på den anden side: Selve ens grundlæggende værd som menneske.
Hvis du genkender den følelse, vil jeg virkelig anbefale at gøre det hårde og muligvis kontraintuitive: Ræk ud og spørg arbejdsgiveren, hvorfor hun ikke var interesseret i den second date.
Grunden er nemlig aldrig så slem, som du forestiller dig. På ære! Afvisningen er faktisk, viser det sig, sjældent udtryk for, at din ansøgning var så grinagtigt elendig, at den maksimalt kan blive forlægget til en sketch ved årets firmajulefrokost. Nej, afslaget skyldes snarere noget så simpelt som, at du ikke lige kunne hive de samme tolv års erfaring med ESG-kommunikation specifikt fra bygge- og anlægsbranchen op af hatten, som de kandidater, der gik videre. Bare hypotetisk, selvfølgelig.
Sig efter mig: Afslaget (klap) handler (klap) ikke (klap) om (klap) dit (klap) værd (klap) som (klap) menneske! ( … klap!)
Det prøver jeg at holde fast i. Det lykkes mig cirka halvdelen af tiden. Og mens jeg så går her og føler mig som et siv i vinden, prøver jeg også at huske, at al logik tilsiger, at jeg jo nok skal få et job inden længe. Jeg minder mig selv om, hvor glad jeg faktisk var for orlovsbeslutningen for to måneder siden (uagtet hvor vanvittig den prioritering kan virke lige nu). Jeg siger til mit spejlbillede, at et enkelt afslag eller to ikke er det samme, som at jeg er dømt til et liv som langtidsledig. Og jeg prøver at nyde muligheden for at perfektionere min datters franske fletning. Mens jeg har tid.