Gå videre til hovedindhold

Feriedagpenge, når du er i job

Hvis du har været ledig eller på barsel, har du optjent feriedagpenge.

Du har optjent feriedagpenge, hvis du har modtaget dagpenge eller barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark i ferieåret (1. september-31. august).

Du får udbetalt feriedagpenge med samme sats, som hvis du er ledig.

Du kan få feriedagpenge, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • Du er medlem af en a-kasse og har bopæl i Danmark
  • Du holder ferie og har ophold i Danmark op til feriens begyndelse
  • Du er i arbejde som lønmodtager eller ledig
  • Du har holdt den ferie, som du har optjent ved arbejde, inden feriens første dag. Ferie optjent ved arbejde efter ferien, skal ikke være afholdt  
  • Du ville have ret til dagpenge, hvis du blev ledig i morgen.
Ferieår og afholdelse af ferie

Du optjener feriedagpenge på baggrund af modtaget ydelser i ferieåret. Ferieåret er i perioden 1. september til 31. august året efter.

Du har mulighed for at afholde ferie for dine optjente feriedagpenge i perioden 1. september til 31. december året efter. Denne periode kaldes for ferieafholdelsesperioden. Du har altså 4 måneder ekstra fra ferieårets afslutning til at holde dine optjente feriedagpenge fra det forgangne ferieår.

Overlappende ferieafholdelsesperioder

Har du ikke afholdt alle dine feriedage med feriedagpenge inden udløbet af et ferieår, fordi du har planlagt at afholde ferie i de sidste 4 måneder af ferieafholdelsesperioden, skal du være opmærksom på, at eventuelt ferie optjent fra en arbejdsgiver i det nye ferieår skal være afholdt før du kan modtage feriedagpenge fra det forgangne ferieår.

Du skal søge om feriedagpenge hos os

Du skal søge om at få udbetalt feriedagpenge. Det gør du ved at udfylde en ansøgning om feriedagpenge. Du kan søge om feriedagpenge inden ferien og efter ferien.

Har vi din feriedagpengeansøgning en måned inden, du går på ferie, vil du modtage dine feriedagpenge senest en uge inden, din ferie begynder.

Vi skal have modtaget ansøgningen om feriedagpenge for et ferieår senest 31. januar i den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Dvs. ved afslutningen af en ferieafholdelsesperiode (31. december) har du en måned til at indsende ansøgningen om feriedagpenge (31. januar). 

Ansøg om feriedagpenge på Mit AKA 

Optjening af feriedagpenge

Du optjener feriedagpenge på baggrund af udbetalte dagpenge og feriedagpenge fra a-kassen og barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark.

Optjeningen sker løbende. Det betyder, at hver gang du får udbetalt en af ovennævnte ydelser, vil du også have optjent feriedagpenge.

Får du udbetalt dagpenge for 160,33 timer i en måned, så vil du som udgangspunkt have optjent 2,08 dage med feriedagpenge. Hvis du får udbetalt dagpenge for færre timer, vil du optjene forholdsmæssigt færre feriedagpenge. Du kan optjene op til 25 feriedage med feriedagpenge på et ferieår.

Du har optjent feriedagpenge, når du har modtaget barselsdagpenge

Har du modtaget barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark i ferieåret og er medlem af en a-kasse, så har du også optjent feriedagpenge.

Optjeningen af feriedagpenge på baggrund af barselsdagpenge sker løbende. Det betyder, at du efter hver udbetaling af barselsdagpenge har optjent feriedagpenge.

Vær opmærksom på, at hvis har du optjent ret til ferie med løn fra din arbejdsgiver under hele din barsel, så har du ikke optjent feriedagpenge.

Log på Mit AKA og se, hvor mange dage med feriedagpenge, du har optjent  

Du skal have brugt feriepenge fra arbejdsgiver

Du skal have opbrugt den ferie, som du har optjent hos din arbejdsgiver op til ferien med feriedagpenge, før du kan få udbetalt feriedagpenge. Ferie du har optjent ved din arbejdsgiver efter ferien med feriedagpenge, skal ikke være afholdt. 

Du kan godt få udbetalt feriedagpenge i forlængelse af, at du afholder den ferie, du har optjent hos en arbejdsgiver. En ferie kan altså godt bestå af først nogle dage med feriepenge, og derefter nogle dage med feriedagpenge.

Du har været på supplerende dagpenge eller haft flere ansættelser 

Du optjener som hovedregel 2,08 feriedage pr. måned efter ferieloven. Dette gør du også, selvom du arbejder på fuldtid eller deltid. I nogle tilfælde kan du have optjent mere ferie i en måned. Dette kan for eksempel være, hvis du har haft flere ansættelsesforhold eller arbejdet på nedsat tid og modtaget supplerende dagpenge. Du skal som hovedregel have afholdt alt den ferie, du har optjent hos arbejdsgiver, før du kan modtage feriedagpenge.

Er du ansat i mindre end én måned optjener du 0,07 dages betalt ferie for hver dags ansættelse, dog højst 2,08 dage.

I nedenstående skema kan du se, hvor mange feriedage du løbende optjener efter ferieloven. Hvis du i den måned, hvor du ønsker at søge om feriedagpenge (akkumuleret ferie), samlet har optjent mere ferie (summen af dage med feriepenge og feriedagpenge), så vil du kunne få udbetalt feriedagpenge, når du har afholdt et forholdsmæssigt antal dage med feriepenge.

For at du ikke skal holde for mange feriedage med løn, end antallet af dage efter ferieloven, kan vi udbetale feriedagpenge til dig, når du har afholdt differencen mellem maksimale antal dage på feriens første dag, der kan optjenes efter ferieloven og antallet af dage med feriedagpenge. 

Eksempel

Du søger om feriedagpenge i en uge (5 dage) i februar.

Ifølge ferieloven har du 1. februar ret til 10,4 feriedage med eller uden løn.

Du har på baggrund af deltidsarbejde fra 1. september og frem til 31. januar optjent 10,40 feriedage med løn og du har i samme periode optjent 6 dage med feriedagpenge.

I alt har du optjent 10,4 + 6 = 16,4 feriedage.

Når vi skal afgøre, om du kan modtage feriedagpenge, tager vi antallet af feriedage, du har ret til ifølge ferieloven på feriens første dag og fratrækker antallet af dage, du har optjent med ret til feriedagpenge. På den måde finder vi ud af, hvor mange feriedage med løn du skal afholde, inden du kan modtage feriedagpenge. I perioden, hvor du modtager feriedagpenge, må du også godt modtage feriepenge.  

I eksemplet vil du skulle afholde 10,40 - 6 = 4 (4,40 afrundet) feriedage med løn, før vi kan udbetale feriedagpenge til dig. Det betyder, at vi ville kunne udbetale 1 dag med feriedagpenge til dig.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Du er selvstændig 

Er du selvstændig hovedbeskæftiget uden en ret til dagpenge, kan du ikke modtage feriedagpenge.

Hvis du tidligere har modtaget dagpenge med en tilladelse til at drive selvstændig bibeskæftigelse, vil du godt kunne modtage feriedagpenge.

Har du oprettet en selvstændig virksomhed i en periode, hvor du har ret til dagpenge, har du også ret til feriedagpenge.