Gå videre til hovedindhold

Guide for nyuddannede

Guide for nyuddannede

Her er, hvad du skal huske ved overgangen fra studerende til færdiguddannet.

Tillykke!

Du står over for en ny periode i dit liv. Måske har du allerede et job på hånden, måske skal du i gang med at søge job eller, måske fortsætter du med et studiejob på deltid. I alle tilfælde er denne guide relevant for dig. 

I overgangen fra studerende til færdiguddannet er der en række vigtige datoer og frister, du skal have styr på, så du trygt kan tage fat på dit næste kapitel. 

Sidste karakter

Da du blev studiemedlem, angav du den forventede dato for afslutning af din uddannelse. Der er forskellige måder, du kan afslutte studiet på: 

  • Mundtlig eksamen 
  • Skriftlig eksamen 
  • Speciale, hovedopgave eller bachelorprojekt 
    (uddannelsen er afsluttet, når du har fået din karakter, eller din vejleder og censor har underskrevet en forhåndsgodkendelse). 

Når du kender den præcise dato for modtagelsen af din sidste karakter, skal du skifte status fra studiemedlem til nyuddannet.  

Hvis du udskyder afslutningen af din uddannelse 

Hvis du udskyder afslutningen af din uddannelse med mere end en måned, skal du forlænge dit gratis studiemedlemskab. På den måde undgår du en regning med opkrævning af kontingent for medlemskab. 

Du skal udfylde blanketten Forlængelse af gratis studiemedlemskab på Mit AKA, hvor du skriver din nye forventede afslutningsdato. 

Er du over 30 år, kan du ifølge loven ikke være gratis studiemedlem. I det tilfælde skal du udfylde blanketten Forlængelse af betalende studiemedlemsskab.  

Du finder links til de nævnte blanketter sidst i guiden.  

Hvis du er blevet færdig som bachelor og læser videre 

Hvis du afslutter en bachelor og skal læse videre på en kandidatoverbygning enten i Danmark eller udlandet, anbefaler vi dig at skrifte medlemsstatus til nyuddannet (du finder et link til blanketten sidst i denne guide). På samme blanket skal du angive, at du læser en overbygning. 

På den måde sikrer du dig at få dagpenge, hvis du bliver nødt til at afbryde din kandidatuddannelse. Når du har skiftet status til nyuddannet, sørger vi for, at dit gratis medlemskab fortsætter på din overbygning. 

 

Skift status senest 14 dage efter du har fået din sidste karakter

Når du kender den præcise dato for afslutningen af din uddannelse, skal du skifte status fra studiemedlem til nyuddannet. Ved du, at du bliver færdig inden for den næste måned, men blot ikke kender den præcise afslutningsdato endnu, skal du vente med at gøre noget. 

Du skal skifte status hurtigst muligt og senest 14 dage efter du har modtaget din sidste karakter – det gælder alle nyuddannede, uanset om du har et job eller ej efter studiet. Når du overholder 14-dagesfristen, sikrer du dig at kunne få dagpenge. 

Du skifter status ved at udfylde blanketten Skift medlemsstatus fra studerende til nyuddannet på Mit AKA (du finder et link til blanketten sidst i denne guide). 

Hvis du har haft fuldtidsjob under din uddannelse og tjent mere end 20.000 kr. om måneden, skal du ringe til os, inden du skifter status. Dit arbejde kan nemlig muligvis give dig en højere dagpengesats. 

Har du ikke været medlem i studietiden 

Hvis du ikke har været studiemedlem i løbet af din uddannelse, gælder samme 14-dagesregel for at sikre retten til dagpenge som nyuddannet. Men du skal i stedet søge om medlemskab ved at udfylde blanketten Bliv medlem af Akademikernes A-kasse (du finder et link til blanketten sidst i denne guide). 

Du vil først kunne få dagpenge 1 måned + 1 dag efter du har fået din sidste karakter, og det er også først på det tidspunkt, at det er nødvendigt, at du melder dig ledig på jobnet.dk. 

 

 

Meld dig ledig på jobnet.dk, hvis du ikke har et job

Når du har været studiemedlem i et år eller mere, kan du få dagpenge fra dagen efter du har modtaget din sidste karakter. Det kræver dog, at du melder dig ledig på jobnet.dk dagen efter du har fået din sidste karakter. 

Hvis du har et job på hånden 

Går du direkte i job efter dit studie, skal du skifte status til nyuddannet senest 14 dage efter din eksamen. På den måde sikrer du dig, at du kan søge om dagpenge, hvis du på et senere tidspunkt står uden job. 

Hvis du har et job på hånden, som du først starter på om noget tid, skal du også skifte status til nyuddannet. Derudover skal du melde dig ledig på jobnet.dk dagen efter du har modtaget din sidste karakter og give os besked om, hvornår du starter job. I selvbetjeningen på aka.dk (Mit AKA) skal du da klikke på knappen Jeg har fået job. Du vil kunne søge om dagpenge i perioden fra du er færdig med din uddannelse, til du starter på dit job. 

Studiemedlem i mindre end 1 år? 

Tilmelding som ledig på jobnet.dk er en forudsætning for at kunne få dagpenge. 

Har du været studiemedlem i 1-11 måneder, skal du melde dig ledig præcis 1 måned + 1 dag efter du har modtaget din sidste karakter. Husk stadig at skifte status til nyuddannet senest 14 dage efter du har modtaget din sidste karakter. 

Har du været studiemedlem mellem 11-12 måneder, kan du få dagpenge fra den dag, hvor du har været medlem i 1 år. Husk stadig at skifte status til nyuddannet senest 14 dage efter du har modtaget din sidste karakter. 

Nu skal du til at betale for dit medlemskab

Når du ikke længere er studerende, skal du til at betale for medlemskabet af Akademikernes A-kasse (kontingent). Det gælder allerede fra første dag efter du har afsluttet din uddannelse. Derfor er det vigtigt, at du giver os besked, hvis du udskyder afslutningen af dit studie, så vi ikke sender en regning til dig, før du er færdiguddannet. 

Du vil få en opkrævning for dit medlemskab via e-Boks ca. 14 dage før betalingsfristen. Du får mulighed for at tilmelde betalingen til Betalingsservice, når du har betalt opkrævningen via e-Boks første gang. 

Herefter betaler du forud for et kvartal ad gangen. 

Særlige situationer 

 

Hvis du holder ferie, når du er færdig med din uddannelse 

Måske planlægger du at holde en tiltrængt ferie, når du er færdig med din uddannelse. I det tilfælde skal du først melde dig ledig på jobnet.dk, når du er færdig med din ferie og klar til at søge job. Når du melder dig ledig på jobnet.dk, skal du nemlig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og deltage i møder med os - og det kan du jo ikke, når du holder ferie.

Hvis du vælger at holde ferie lidt senere, skal du melde sin ferie. Det kan du gøre via knappen Meld ferie, som du finder i selvbetjeningen på aka.dk (Mit AKA). 

Vær opmærksom på, at du ikke kan få dagpenge under din ferie, så det er på egen regning. Du begynder først at optjene feriedagpenge, når du får udbetalt dagpenge. 

Hvis du er syg, når du afslutter din uddannelse 

Er du så uheldig at være syg, når du afslutter din uddannelse, skal du ikke melde dig ledig på jobnet.dk, men kontakte dit jobcenter for at melde dig syg, så du kan få sygedagpenge. 

Bliver du syg på den dag, hvor du har meldt dig ledig på jobnet.dk, skal du først sygemelde dig på jobnet.dk. I det tilfælde kan du få dagpenge de første 14 dage. Er du syg i længere tid, kan du får sygedagpenge fra kommunen. 

Hvis du har et studiejob 

Du kan fortsætte med dit studiejob på deltid, når du er ledig. I det tilfælde kan du søge om supplerende dagpenge. Det gør du ved at angive, at du fortsætter i et job, når du udfylder en ledighedserklæring (din ansøgning om dagpenge). I afsnittet Dagpenge kan du læse mere om lønarbejde og dagpenge. 

Overvejer du derimod at opsige dit studiejob, er det vigtigt, at du opsiger og fratræder jobbet inden du afslutter dit studie. Du vil nemlig få 3 ugers karantæne, hvis du opsiger jobbet efter din afslutning af uddannelse. Det betyder, at du ikke kan få dagpenge i 3 uger. Kontakt os derfor i god tid, hvis du overvejer at opsige dit studiejob. 

 

Tidslinje 

Med udgangspunkt i dette eksempel kan du skrive de vigtige ting, som du skal gøre i din kalender:

Nyuddannede skal opfylde et sprogkrav

Hvis du er ledig og søger dagpenge for første gang som nyuddannet, skal du opfylde et sprogkrav. Det gælder alle nyuddannede uanset statsborgerskab. Sprogkravet betyder, at du skal have: 

  • bestået Prøve i Dansk 2 eller en dansk prøve på et tilsvarende eller højere niveau eller 
  • bestået minimum 6. klasse i folkeskolen eller 
  • gennemført en videregående dansksproget uddannelse 

Se hele oversigten over de uddannelser, der tæller som opfyldelse af sprogkravet 

Hvis du ikke kan opfylde sprogkravet

kan du i stedet opfylde et såkaldt tilknytningskrav for at få ret til dagpenge. Du har opfyldt tilknytningskravet, når du har arbejdet mindst 600 timer før du melder dig ledig. Timerne skal være fordelt på 12 af de sidste 24 måneder, men det behøver ikke at være i 12 sammenhængende måneder. 

Du kan bruge løntimer, der ligger uden for din medlemsperiode, men timerne skal være indberettet til SKAT. Du kan godt bruge arbejdstimer fra et andet EØS-land, men mindst 150 af løntimerne skal stamme fra efterfølgende arbejde i Danmark. Tilknytningskravet skal opfyldes på ny ved en eventuel ny ret til dagpenge som nyuddannet. 

 

Kom godt i gang med dit medlemskab som nyuddannet 

Vi har nævnt en række blanketter i guiden. Her finder du direkte links til dem: 

Har du ikke et job efter uddannelsen og vil søge om dagpenge (udfylde en ledighedserklæring), anbefaler vi dig at følge Guide for ledige

Du har nu gennemgået hele guiden

Du er naturligvis altid velkommen til at skrive eller ringe til os, hvis du har nogle spørgsmål. Vi er der for dig.