Fra akademiker til iværksætter: En passion for økonomisk fællesskab blev til startuppet Moneypenny

Linnéa Schmidt (til venstre) og Ann-Christina Lykke Motzfeldt

Efter at være flyttet til Danmark i 2015 manglede Linnéa Schmidt dét samme økonomiske fællesskab, som hun havde haft i Sverige. Derfor startede hun en lille gruppe på Facebook, hvor kvinder der investerer kunne mødes.

Fællesskabet fik navnet Moneypenny, og i dag har det vokset sig til Nordens største netværk for kvinder, der investerer - med over 160.000 medlemmer på tværs af Danmark, Norge og Sverige.

Samtidig har det virtuelle fællesskab fået tilknyttet medlemsklubben Moneypenny Club, hvor startuppet samler sine medlemmer om læring, events og fællesskab. Derudover udgiver startuppet bøger, skaber online kurser og værktøjer og rejser rundt i landet for at holde foredrag.

Missionen om at gøre investering let og tilgængelig for kvinder i fællesskab har med andre ord vokset sig rigtig stor. Men hvordan - og hvad har de største udfordringer været? Det har vi spurgt Linnéa Schmidt om, som er partner og medstifter af Moneypenny and More.

Hvad har været det afgørende, der fik dig til at forfølge drømmen om at blive iværksætter?

Motivationen til Moneypenny kom, da jeg selv begyndte at investere i 2015. Jeg fandt ud af, hvor stort et univers det er, og jeg så mine penge begynde at yngle. Det var mega fedt at få overblik og tage styringen
over sin økonomi: Der var virkelig en stærk drivkraft til at give den oplevelse videre.

Jeg havde et godt investeringsnetværk med andre kvinder i Sverige, men jeg kunne ikke finde noget i Danmark - i hvert fald ikke noget målrettet kvinder eller med kvinder som afsendere. Så jeg startede Moneypenny-gruppen på Facebook og begyndte at dele artikler og bygge community.

Jeg tænkte ikke, at jeg skulle tjene penge på det, og det voksede organisk. Jeg havde et fuldtidsjob ved siden af og fik to små børn sideløbende. Og pludselig var Moneypenny vokset så meget, at det i 2022 stort set var blevet et fuldtidsjob. Heldigvis var vi blevet to om projektet - min makker Ann-Christina Lykke Motzfeldt kom med i 2018 - men det var stadig for meget arbejde ti at blive ved med at være en hobby.

Med hele situationen, jeg var i, var jeg nødt til at vælge. Jeg kunne ikke holde til at blive ved med at gøre det som en sideting - så enten skulle jeg drosle ned eller satse på det. Jeg havde en snak med min mand om det, og vi blev enige om, at jeg nok ville fortryde, hvis ikke jeg prøvede det her nu. Det har selvfølgelig været en drøm, men det er jo også mega scary at gøre en hobby til noget, man faktisk skal leve af.

Hvis du kunne ændre én ting ved din rejse inden iværksætteri, hvad ville det være?

For mig var det jo at gå fra en passion – ikke engang en hobbyvirksomhed - til at være en idealist, som skulle tjene penge. Hvordan får man det til at hænge sammen?

Jeg kunne nok tænke mig, at jeg havde haft bedre kendskab til, hvad der findes af initiativer til at få gratis hjælp fra kommunen og a-kassen, så jeg fra starten havde arbejdet mere struktureret med forretningsmodel og så videre. Det var fx lidt tilfældigt, at jeg opdagede Akademikernes Startup, og derfor var vi også lidt i gang og havde allerede et CVR-nummer, da vi blev optaget i acceleratoren.

Jeg tror, jeg havde turde gå all-in tidligere, hvis jeg havde vidst nogle af de ting tidligere.

Hvad har været det sværeste undervejs i at realisere dine drømme?

At man har alle hattene på og står med det hele selv. Det er virkelig svært at arbejde på sin forretning, når man er så meget i sin forretning. Vi er kun to, og har jo næsten ikke tid til andet end drift, selvom vi burde prioritere udvikling. Det kæmper vi stadig med, og det er svært.

Hvilken rolle har netværk eller mentorer spillet i at overkomme de sværeste øjeblikke?

Jeg har en mentor fra Akademikernes, som jeg stadig kan hive fat i, og det er meget værd at have én som lytter og kommer med nogle gode råd til at hjælpe, og kan se det hele udefra - for det er svært, når man selv sidder i det.

Generelt findes der en masse fantastiske mennesker, som gerne vil hjælpe, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk kan række ud og tage en kaffe med nogle, der bare gerne vil hjælpe.

Hvad har du lært om dig selv gennem disse udfordringer?

Jeg har lært, at jeg er en økonomisk tryghedsnarkoman. Og det er jo lidt af en udfordring, når man er iværksætter og fx skal tegne en kassekredit.

En anden ting, jeg øver mig i, er at blive bedre til at række ud for at få hjælp. Jeg skal blive bedre til at stole på, at det hele går, og at man kan række ud efter hjælp. Det øver jeg mig faktisk i lige nu - for til daglig sidder jeg jo meget i min hule og er på sociale medier, men er ikke så meget ude til events osv.

Hvad ser du som de danske iværksætteres vigtigste bidrag til det danske samfund?

Jeg tænker arbejdspladser og innovation. Der sker noget nyt og kommer nye løsninger. Og jeg håber, at jeg med min baggrund kan inspirere andre kvinder til at turde gøre tingene - både at investere og at være iværksættere.

Når jeg møder nogen, som har givet deres børn en børneopsparing, fordi de har læst vores bog – så synes jeg, jeg er lykkedes. Så har jeg gjort en forskel for nogen. Og når mig og min makker får en løn, som vi faktisk kan leve af, så synes jeg også, vi er lykkedes.

Hvordan synes du dansk kultur påvirker danskernes lyst til at starte virksomheder?

Alle tror at iværksættere tjener mange penge. Man taler ikke om, at det faktisk er benhårdt - og at man i hvert fald ingen penge tjener i starten.

I USA er det mere: You can’t succeed if you don’t fail. Det er fejl man lærer mest af, og det er accepteret og italesat. I Danmark er der omvendt en skam forbundet med det, hvis man fejler.

Der kunne jeg godt tænke mig, at der blev heppet lidt mere på dem, der prøver – for det er faktisk hårdt.

Man hører om succeshistorierne, men ikke så meget om alt det hårde arbejde bag. Eller hvor mange år det taget. Om flere skal turde, så vi skal være stolte af og heppe på dem, der prøver at skabe innovation og arbejdspladser - også selvom det ikke lykkes.

Hvad mangler Danmark for at iværksættere kan bidrage endnu mere?

Jeg synes jo generelt at der findes en del hjælp, når man leder efter den. Men den passer ikke altid ind i virkeligheden i et startup.

Fx findes der Vækstpilot-ordningen, hvor man kan søge løn til en medarbejder i en periode, og det kunne være en rigtig god måde for os at løfte os over driften. Problemet er bare, at støtten først bliver udbetalt efter forløbet, og for os der ikke har den store likviditet, dur det bare ikke. For vi skal egentlig have råd til at ansætte dem selv, før du kan få støtte til at ansætte - det er lidt bagvendt.

Hvilke konkrete tiltag fra politisk side kunne ændre tendensen?

Der findes rigtig mange gode tiltag i alle kommuner: På onsdag kan du møde Jan, som er mega god til revision eller markedsføring. Så får man nogle tips, men har ikke tid til at implementere dem. Kunne man i stedet få noget støtte i form af konkret arbejdskraft fra en ekspert i en kort periode - uden en kæmpe ansøgning - som kunne lette nogle af de her ting i driften, ville det være en kæmpe hjælp. Det kunne fx være en konkret plan for markedsføring og hjælp til at sætte det igang fra en ekspert.

Jeg savner generelt, at man ude i erhvervshusene har nogle friere rammer til at hjælpe os - for vi har brug for det, og de vil vildt gerne, men de må ikke.

Hvordan har du brugt Akademikernes Startup?

Jeg brugte Akademikernes Startup i Aalborg i efteråret 2022, og det var mega fedt: Jeg havde et helt efterår, hvor jeg kunne sidde derinde og sparre med andre iværksættere og få en masse input fra eksperter som fortalte om tingene. Og jeg fik en mentor, som var vigtig for vores udvikling.

Hvilke specifikke værktøjer eller ressourcer fra Akademikernes Startup har været mest nyttige for dig?

Jeg er god til at sætte eksperimenter op i forskning, men kendte ikke til forretningsplaner og business canvas - så det var nyt for mig, og jeg fik en masse ud af det. Jeg husker eksterne undervisere, som fx lærte mig at arbejde med Linkedin, og så var netværket bare super godt.

Men særligt mentor-delen gjorde en forskel. Vi havde kun enkelte mentor-sessioner i forløbet 3-4 måneder, men det var nok dét, jeg føler, at jeg fik mest ud af. Og der føler jeg jo stadig, at jeg kan kontakte ham, hvis jeg har brug for at snakke. Så det var mega værdifuldt - og det er det stadig.