Gå videre til hovedindhold

Fra akademiker til iværksætter: Healper gør det nemmere at finde den rigtige psykolog

En mental nedtur blev vendt til startup-opturen Healper, som i dag er Danmarks største psykologhus - og et digitalt ét af slagsen, som ikke selv har psykologer ansat. Læs historien om Healpers vej fra akademiker til iværksætter lige her.

Holdet bag Healper. Det er Andreas Aabo, Founder & CEO, i midten.

Op imod halvdelen af dem, der går i terapi, får ikke den effekt ud af det, som de håber.

En af dem er Andreas Aabo, Founder & CEO i Healper. Efter han på egen krop prøvede hvor frustrerende det er, når man ikke kan finde den rette hjælp, besluttede han sig for at gøre noget ved det og startede virksomheden Healper: En platform som hjælper klienter med psykiske udfordringer til at finde den rigtige terapeut for dem.

Tre år efter lanceringen har Healper i dag en komplet bookingplatform og administrationssystem for psykologer og terapeuter. Det har på rekordtid gjort dem til Danmarks største psykologhus: I dag har de tilknyttet 350 terapeuter, der siden startet har hjulpet mere end 50.000 danskere.

Vejen har selvfølgelig ikke været uden bump, og opstarten i Akademikernes Startup var afgørende for, at Healper er nået så langt, fortæller Andreas Aabo.

Hvad har været det afgørende, der fik dig til at forfølge drømmen om at blive iværksætter?

Det er jo, at jeg synes, det var et problem, der var så vigtigt, at jeg ikke selv kunne lade være. Healper er lavet af ren frustration og raseri over, hvor dårligt systemet var – med håbet om, at vi kunne gøre det bedre.

Kan du give et konkret eksempel på en oplevelse, der virkelig satte drømmen i gang?

Jeg var management konsulent og arbejdede ret meget. Så begynder man at få det lidt svært, og hvis man ikke stopper op, så knækker elastikken, og det gjorde den så for mig. Så jeg fik selv brug for en terapeut.

Jeg havde ringet til fem psykologer uden at komme igennem. Ingen ringede tilbage. Og jeg begyndte bare at græde, hver gang jeg åbnede computeren. Jeg fandt ud af, at jeg havde sundhedsforsikring gennem pension og fandt en psykolog derigennem. Men det var et fuldstændig forkert match.

Så det der med at stå i sit livs lavpunkt og skulle navigere i labyrinten med at finde en terapeut: Det var jeg nødt til at gøre noget ved. Så jeg gik sammen med mine co-founders Tobias og Rasmus for at gøre det nemmere at finde den rigtige terapeut.

Hvad har været det sværeste undervejs i at realisere dine drømme?

At starte en virksomhed er hårdt. Det koster jo også på den private front at lave sådan noget her. Lønnen er dårligere – faktisk fik jeg 0 kroner de første par år. Men jeg havde en besættelse, så det har været en lille pris indtil videre.

Hvilken rolle har netværk eller mentorer spillet i at overkomme de sværeste øjeblikke?

Jeg havde en hård periode kort efter starten, hvor en co-founder trådte ud. Nogle mentorer fra Akademikernes Akasse var inde over, og de var gode til at få mig til at give det hele et halvt år mere. Jeg var nok stoppet, hvis ikke det var for dem - men de fik mig til at tro på det, og jeg fandt jo også en ny co-founder.

Hvad har du lært om dig selv gennem udfordringerne?

Vi er gået ekstremt meget op i vores arbejdsmiljø. Næsten hele teamet har haft psykiske udfordringer i løbet af deres liv, for vi vil gerne hyre folk, der selv har prøvet det. Og det har skabt en ret fed kultur. Hver morgen har vi fx et mentalt sundhedstjek med hinanden, hvor vi måler energiniveau og siger noget, vi er taknemmelige for.

Hvad ser du som de danske iværksætteres vigtigste bidrag til det danske samfund?

Det er fremtidens arbejdspladser. Det er fremtidens eksport. Det er fremtidens velfærdssystem, som ligger i iværksætternes hænder.

Der er virkelig behov for at tænke nye tanker, og det er vi ikke nødvendigvis så gode til i Europa. Du kan se, hvilke virksomheder, der styrer økonomien i USA: De er alle under 50 år gamle. I EU er de største virksomheder næsten alle sammen over 100 år gamle.

Vi har brug for, at vi tænker nyt – og hvis vi gerne vil være relevante i den fremtidige verden, skal vi virkelig sætte nogle ressourcer af til at iværksættere kan lykkes.

Hvordan synes du dansk kultur påvirker danskernes lyst til at starte virksomheder?

Det er op ad bakke at starte i Danmark i forhold til andre steder. Vi har overtaget det meste af Danmark med vores løsning, og skal igang med udlandet - for Danmark er et lille marked. Var vi i UK eller USA kunne vi nå meget mere før vi var nødt til at være internationale.

Hvad mangler Danmark for at iværksættere kan bidrage endnu mere?

Det største, der har holdt os tilbage, er nok, at økosystemet i Danmark ikke er så godt, som man egentlig ville have haft det. Ikke i forhold til andre startups - dem har vi fået en masse hjælpe fra. Men skattestrukturen er ikke bygget til iværksættere: Skattekreditordningen er røget ud (en ordning der gav skattefradrag for softwareudvikling red.), så man begynder at skulle betale skat på Innobooster. Og vores valueringer er i forvejen meget lavere end udenlandske startups.

Hvad mener du, er den største barriere for at blive iværksætter?

Adgang til kapital skal være bedre. Der er EU-fonde, som investerer en masse penge - men det giver bare startups, som er gode til at søge penge. Ikke startups der er gode til at bygge virksomheder. Alt den tid, hvor man ikke snakker med kunder eller bygge produkt, giver ikke reelt værdi til virksomheder. Fokus skal ikke være at skrive ansøgninger men på at bygge produkt.

Hvilke konkrete tiltag fra politisk side kunne ændre tendensen?

Som sagt: Iværksættere skal ikke være gode til at skrive ansøgninger, men til at bygge virksomhed. Se på alle de tabte arbejdstimer, der går på at søge Innofounder, som kun fem procent ender med at få. Det er spild både i startups og i fonden.

Hvis man kunne gøre det sådan, at man havde dagpenge mens man lavede et startups, så ville man få rigtige mange til at starte en virksomhed. Og så lade være med at lave alle mulige krav til dem. Det ville gøre en enorm forskel, hvis man havde to år på dagpenge til at bygge forretningen.

Hvordan har du brugt Akademikernes Startup?

De har været virkeligt gode til at hjælpe med springet fra at være lønmodtager til at starte et startup. De er gode til at forklare lovgivningen, så man kan holde sig inden for den, hvis man gerne vil begynde at overveje sit startup mens man er på dagpenge - uden at føle sig halvkriminel.

Hvilke specifikke værktøjer eller ressourcer fra Akademikernes Startup har været mest nyttige for dig?

Fra første forretningsmodel til pitchtræning til at sætte os i kontakt med nogle fede menensker – det har de været sindssygt skarpe til. Og så var de gode til at lave et miljø, hvor man hjælper hinanden. Der er skabt et community på meget meget kort tid. Og så har Akademikernes Akasse nok noget af det bedste undervisning, jeg har fået som iværksætter.

Vi ville ikke være, hvor vi var i dag, uden dem.