“De fleste af mine kolleger kunne jo være mine børn”

Gitte Femerling interesserede sig tidligt for sundheds-IT, men først sent tog hun skridtet fuldt ud og blev master i sundhedsinformatik. I dag er hun 68 år og stadig i fuld vigør på et arbejdsmarked, der er svært at slippe.

 

 

Af Marie Varming Foto Storylab

 

Som ung drømte Gitte Femerling om at læse til læge, men det blev der sat en stopper for, da hun mødte den mand, som skulle blive far til hendes første barn. Han var en meget konservativ mand, og han kunne ikke gå med til, at hans kone var læge – højst lægesekretær.

“Dengang havde mænd indflydelse på ens arbejdsliv. Sådan var det bare,” husker den i dag 68-årige Gitte Femerling.

Hun er siden kommet efter det, for hun har skabt sig en karriere inden for sundheds-IT, og et lille hvidt plastikkort, som dingler fra hendes ene bukselomme afslører, at hun stadig er på arbejdsmarkedet, selv om hun kunne have hævet folkepension allerede fra for fire år siden. Men i stedet for at trække sig igennem en karriere som lægesekretær og tælle ned til dagen for pensionen, valgte hun at skifte spor midt i livet.

“Jeg var ikke en klassisk lægesekretær, for arbejdet interesserede mig ikke ret meget,” siger hun med et smil.

 

Fra hulkort til EDB

Der var dog noget andet, som interesserede Gitte Femerling. Hun arbejdede nemlig for en aldrende professor på neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Her var man netop ved at overgå fra gamle manuelle systemer som håndskrevne journaler og hulkort til EDB.

“Det var mig, der skulle stå for det, for professoren syntes selv, han var for gammel.”

På den måde kom Gitte Femerling ind i IT-branchen i dens allertidligste fase.

“Derpå gik jeg hjemme i en periode, da min søn var syg, og da begyndte jeg at overveje at skifte spor,” fortæller hun.

 

“Der stod bare Gitte overalt på det job”

Gitte Femerling

 

Gitte Femerling overvejede at blive lægemiddelkonsulent.

“Men jeg havde set, hvordan de med deres lange uddannelse tog ud til praktiserende læger med smørrebrød for at få dem til at købe noget bestemt medicin. Det var ikke det, der interesserede mig. Det var IT,” husker Gitte Femerling, som på det tidspunkt var 40 år og arbejdede som lægesekretær på Hillerød Hospital. I stedet tog hun en EDB-uddannelse på handelsskolen.

“Det var nok mest noget, jeg gjorde for at få papir på, hvad jeg kunne, og fordi jeg havde brug for at tjene nogle flere penge.”

På den måde kom hun til at arbejde med IT-implementering i det kommunale system. Først i Frederiksborg Amts Børnerådgivning, som skulle skifte fra kartotekskort til et elektronisk system, og det blev både vendepunktet og et endegyldigt farvel til jobbet som lægesekretær. Men efter et år forsvandt amterne i kommunalreformen, og kort tid efter så Gitte et jobopslag i Hillerød Kommune. Her kunne hun kombinere det sundhedsfaglige med sin interesse for IT.

“Der stod bare Gitte overalt på det job,” siger hun med et grin. Her kunne hun nemlig for første gang kombinere sin sundhedsfaglige baggrund med IT.

 

Foto StoryLab

 

Masterprojekt som 57-årig

Det var i det job, at Gitte Femerlings karriere tog endnu et spring. Hun besluttede sig nemlig for at læse en master i sundhedsinformatik, som dengang tog tre år. Forløbet sluttede med, at hun som 57-årig i 2012 skrev masterprojektet ‘Hjemmesygeplejerskens dokumentation under lup’.

”Det var en virkelig hård periode, og mit liv brød næsten sammen under presset. Min mor var ved at dø flere gange, mit første barnebarn blev født alt for tidligt, jeg havde et fuldtidsjob i Hillerød Kommune og nogle andre udfordringer i privatlivet. Der kyssede jeg virkelig min limit,” husker hun.

Den masteruddannelse har dog vist sig siden at være en god investering. Kort efter tikkede der nemlig en besked ind i hendes Messenger: Der var et ledigt job i Helsingør Kommune, som nogle i branchen mente, at Gitte burde søge.

“Jeg tænkte: Nej, det går ikke. Jeg er jo midt i 60’erne, men jeg søgte alligevel en halv time inden deadline, for ellers var jeg bange for, jeg ville fortryde,” griner hun.

I dag har Gitte Femerling netop det job, hun søgte og fik i Helsingør Kommune. Her hjælper hun blandt andet sygeplejersker og fysioterapeuter med at få overblik over og registrere deres arbejdsgange. Men arbejdet er faktisk slet ikke så menneskefjernt og IT-nørdet, som det lyder, bedyrer hun.

“Der var for eksempel en 91-årig borger, de ikke kunne få til at gå i bad. Hun ville hellere ligge i en solseng under sit yndlingstræ i haven, og jeg må indrømme, at jeg indimellem tænkte: Så lad hende dog være!  Men hun skal jo i bad, så en dag ringede jeg til hjemmehjælperen og sagde: Hvis du har held med at få hende i bad, gider du så at ringe og sige, hvordan du gjorde? Kort efter fandt vi ud af, at kvinden blot skulle have en gåtur om sit yndlingstræ først, så gik hun i bad. Derfor opfandt jeg en overskrift i systemet, der hedder ’pædagogisk tilgang’, fortæller Gitte Femerling stolt.

 

Høj over mennesker

I dag har Gitte Femerling ingen konkrete planer om at gå på pension, selv om hun godt kan se målstregen derude i horisonten.

“Jeg kan ikke bære, når jeg møder jævnaldrende, som bare sidder og tæller ned til pensionen. Hvad er det for et liv? Jeg føler stadig, jeg gør en forskel gennem mit job, og jeg synes, det er så spændende, at jeg kan blive helt høj over de dygtige mennesker, jeg arbejder sammen med, selv om de fleste af dem jo kunne være mine børn,” siger hun.

Når det kommer til Gitte Femerlings børn kan de godt bekymre sig for, hvordan det bliver, når hun går på pension:

“Jeg tror, de er bange for, om jeg kommer til at fylde for meget i deres liv. Men det sker ikke. Jeg er begyndt at tænke over, hvad livet uden for arbejdsmarkedet kunne indeholde, og jeg kunne godt tænke mig at udforske den alternative verden og rejse til Indien på ayurvediske retreats.”

 

“Jeg kan ikke bære, når jeg møder jævnaldrende, som bare sidder og tæller ned til pensionen. Hvad er det for et liv?”

Gitte Femerling

 

Alderen fornægter sig dog ikke.

“Altså jeg har fire børnebørn,” siger Gitte Femerling og holder fire fingre frem for sig og afslører på den vis, at hun ikke blot har sorte læderstøvler med nitter på, men også har malet sine fingernegle lyseblå.

“Jeg elsker dem, men jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre. Jeg er satme træt, når jeg har dem på weekend og læser godnathistorie for dem, og de ikke vil sove, og jeg har et vigtigt møde, jeg skal forberede mig til mandag morgen,” fortsætter hun.

Det er der heldigvis råd for, for Gitte Femerling har nemlig en forstående chef, og så har hun også den last, som mange IT-nørder har:

“Jeg drikker virkelig meget cola – også selv om jeg er gammel,” siger hun med et smil.

 

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Kursus i kompetencerafklaring

At sætte ord på vores kompetencer kan være svært, da vi til daglig ofte tager dem for givet – vi er ikke bevidste om, hvad vi faktisk bidrager med. Kurset giver dig værktøjer til at italesætte dine kompetencer.

Workshop i kompetenceafklaring

Bliv bedre til at fortælle om dine kompetencer i jobsøgningsmaterialet og i mødet med dit netværk.

Gå til siden Bæredygtighed