Paula Larrain: ”Vi skal turde tale om de uperfekte ting”

Foto Kristina Pedersen / Heartbeats

Af Lene Lykke Hovmand

Hvor tit ser du et opslag på LinkedIn, Facebook eller Instagram med budskabet ”Jeg er blevet fyret – kan du bruge mig?” Spørger man journalist Paula Larrain, er det ofte ikke den fortælling, man møder, når venner, bekendte og kollegaer af forskellige årsager bliver afskediget fra deres jobs og kommunikerer om det på sociale medier. Så bliver historien for eksempel, at man søger nye udfordringer, eller at man har indgået et nyt, spændende samarbejde, som giver rigtig god mening for en. Fordi det er skamfuldt at sige, at man er blevet fyret. 

Det reflekterer hun over i Akademikerlivs nye podcastserie ”Vis mig dit CV”, hvor hun sammen med podcastens vært og redaktør på Akademikerliv, Louise Graa Christensen, tager en tur ”down memory lane” gennem sit CV.

Mediebranchen, som Paula Larrain selv er en del af, har stor del i ansvaret for, at det er sådan, tror hun, og det er hendes håb, at vi som samfund kan bevæge os i retning af en mere åben samtale.

”Jeg kan virkelig godt tage afstand fra alt det der LinkedIn- og Insta-perfekthed,” siger hun. ”Jeg har stor respekt for dem, der bare siger ”Hey, jeg er blevet fyret fra mit job. Hvis du har brug for en, der kan det, som jeg kan, så ring til mig.” 

Hun påpeger, at vi lever i et samfund, hvor vi har flexicurity, og hvor vi let kan hyre og fyre, og derfor burde vi være mere åbne om, at arbejdslivet har både op- og nedture. 

”Folk på alle niveauer bliver fyret, fordi der skal laves om, skæres ned, fordi profilen ikke passer længere, eller fordi der er kommet en ny ledelse, som gerne vil sætte sit eget hold og så videre. Det er sådan, det er.”

Vi skal samle hinanden op

Vi har vænnet os til, at meget handler om, hvordan tingene ser ud, og ikke om hvordan de er, mener Paula Larrain. Vi er ikke så gode til at tale om de følsomme emner, og det er ærgerligt, for ved at tale om svære ting, kan vi nedbryde skammen og hjælpe dem, der er ramt. 

”Vi er blevet bedre til det, synes jeg. I de seneste år er det blevet mere i orden at tale om for eksempel, at man har været nede med stress. En del af det at få stress hænger sammen med, hvad omgivelserne ville sige. Kommer man nogensinde op på hesten igen? Så det er rigtig godt, at folk er begyndt at tale åbent om det.”

”Vi har et langt arbejdsliv, og sandsynligheden for, at vi går ned med en eller anden form for nedslidning, er stor, så derfor er det vigtigt, at man taler om det for at undgå det, men også for at kunne samle de folk op, som har været nede, og som sagtens kan komme op igen.”

Paula Larrain har selv oplevet at gå ned med stress for halvandet år siden, ovenpå en arbejdsskade.

Da hun var sygemeldt, blev hun som så mange andre i samme situation også ramt af bekymringen for, hvad omverdenen ville tænke, så hun kan godt forstå, hvis også andre er tilbøjelige til at ville holde den slags for sig selv. Som et kendt ansigt i medierne er hemmeligholdelse dog nærmest umuligt, og i dag fortæller hun gerne om sine erfaringer og er glad for, at folk er begyndt at tale åbent om stress og om andre forhold, der bryder med glansbilledforestillingen om det perfekte liv. 

”I Danmark har vi en kultur, hvor det er lidt ufint at være blevet fyret, hvor det er ufint at være syg, at gå konkurs og så videre, hvor man i andre kulturer, for eksempel den amerikanske, er vant til at gå ned og starte igen og gå ned og starte igen,” siger hun.

”Det er så personligt i virkeligheden, sådan et CV. Det er mit arbejdslivs historie.”

I for eksempel USA eller andre lande, hvor arbejdsmarkedet er mere barsk, er det for de fleste mere naturligt at skulle sælge sig selv – også når man er blevet fyret eller af andre årsager har brug for et comeback. Det kan måske overraske, men for Paula Larrain, som optræder professionelt foran både et kamera og et live-publikum, kræver det noget ekstra at skulle sælge sig selv. Også når det handler om at skulle vise sit CV frem.

”Jeg har meget svært ved at sælge mig selv. Det har jeg altid haft, så jeg mærker altid en vibrerende nervøsitet og lidt eksamenskriller i maven, når jeg skal aflevere mit CV til nogen, og det giver ikke mening, fordi det er et okay CV, altså det er et fint CV. Der er ikke noget at være flov over som sådan, men jeg føler, at det der med at skulle sælge sig selv er lidt forbundet med skam. Det er så personligt i virkeligheden sådan et CV. Det er mit arbejdslivs historie”, siger hun. 

Et broget CV

Paula Larrain har mange jobs på sit CV, som hun selv betegner som broget. Som helt ung arbejdede hun for eksempel i en strikkebutik, og en uddannelse som reiki-healer efter stresssygemeldingen er en uventet afstikker i kronologien. 
Men det er hendes virke som journalist og tv-vært og passionen for samfund og udlandsjournalistik, der står stærkest for hende.

”I et langt arbejdsliv kan man jo godt prøve mange forskellige ting, og er det mærkeligt? Det ville også være mærkeligt bare at være sådan et ensporet menneske, som kun var en todimensionel figur, som står i et nyhedsstudie,” siger hun.

I Paula Larrains øjne er der derfor heller ikke noget modsætningsforhold imellem at være journalist med ekspertise i samfundsforhold og verdens gang og samtidig være reikihealer i sin fritid. Det ene udelukker i hvert fald ikke det andet. 

”Jeg er generelt nysgerrig som menneske. Jeg kan godt lide at få alt med, og hvis noget er spændende, så kaster jeg mig over det,” fortæller hun. 

”Man får nogle chancer, man ellers ikke ville have fået, hvis man bare sad og ventede.”

Ungdomsjobbet i strikkebutikken fik hun ved at gå ind i butikken og spørge ligeud, om hun kunne få et job. Det samme gjorde hun i en pladebutik, som hun elskede at komme i. Dengang var det nemmere for hende at sælge sig selv, og hun fik job på det. 

”Med årene får man jo mere skam ind i livet, fordi man får nogle dårlige erfaringer, eller fordi man sidder i en position, hvor man synes at det er skamfuldt at sige – hey, jeg er ledig, vil I ikke nok tage mig? Det er det jo ikke, når man er ung. Og man får nogle chancer, man ellers ikke ville have fået, hvis man bare sad og ventede.”