Sådan undgår du, at arbejdet fylder for meget i dit liv

Mange kan måske nikke genkendende til, at den mentale lagkage er brugt op, når man kommer hjem, fordi arbejdet fylder for meget. Det kan i yderste konsekvens give mistrivsel og stress, men ved hjælp af struktur og benhård prioritering af arbejdsdagen kan du faktisk få tankerne om arbejdet til at forlade dit hoved, når du går hjem fra jobbet, siger erhvervspsykolog. 

Af Morten Bjerregård

Har du svært ved at slippe tankerne om en nærtforestående deadline på arbejdet, når du rammer hovedpuden, tjekker du e-mails, længe efter du har lukket arbejdscomputeren, og kan du ikke slippe tankerne om en konflikt, du havde med en kollega tidligere på dagen?

Så kan det tyde på, at dit arbejdsliv er blevet en for dominerende del af din dagligdag, hvor du hele tiden er ’på’ og aldrig får koblet ordentligt fra.

Er du ikke opmærksom på det, kan det gå udover din fritid og dine nære relationer, og får det lov at fortsætte uhindret, kan det i sidste ende true din mentale og fysiske sundhed.

Erla Højsted er chefpsykolog hos MindCPH, hvor hun ved hjælp af metakognitiv terapi hjælper folk med at overkomme præstationsangst, komme ud af en depression og slippe af med stress og overtænkning. Hun peger på flere undersøgelser, der viser, at stress på arbejdet er udbredt –

blandt andet viser en undersøgelse fra Arbejdstilsynet i 2023, at knap hver femte lønmodtager svarer, at de ofte eller hele tiden har følt sig stresset inden for de sidste 14 dage

Læs undersøgelsen fra Arbejdstilsynet her

Og tallet har været stigende inden for de sidste 10 år, siger hun.

”Der er kommet en større bevidsthed om, at det faktisk er ens egne tanker, som spiller ind, når man oplever stress og mistrivsel. Og det sker ofte, at tankerne om arbejdet får negative konsekvenser for ens hverdagsliv,” siger hun.

Der er heldigvis råd for at komme af med sin overtænkning ved at sætte struktur på sin arbejdsdag, og dem deler Erla Højsted længere nede i artiklen.

Præstationsangst, konflikter og dårlig chef

Men hvad er det typisk, der forårsager overtænkningen, og hvilke konsekvenser kan det få?

 

”Hvis man har en kultur, hvor man naturligt følger op på hinanden med en åben og ærlig dialog, så tror jeg på, at man kan komme stress og overtænkning i forkøbet.”

Leah Mikkelsen, karriererådgiver

 Ifølge Erla Højsted sker det oftest, fordi folk tager arbejdsmæssige konflikter med hjem, at man er bange for, at man ikke gør arbejdet godt nok, eller at man har føler, at ens chef eller kolleger er besværlige.

”Det er den type af arbejdsrelaterede udfordringer, som vækker nogle følelser i os. Det er problematikker, som kan være svære at slippe, og så går du og tygger på situationerne og har indre dialoger, som du tager med ind i din fritid,” siger hun.

Men tankerne kan også starte et helt andet og mere uskyldigt sted. For nogle kan have følelsen af at have så spændende opgaver, at man på grund af sit store engagement kan have svært ved at slippe dem. Det gælder ifølge Erla Højsted især akademikere, som ofte kan lide at fordybe sig i emner, de finder spændende.

”Det starter ikke ud et problematisk sted, fordi det springer ud fra engagement, men er man ikke opmærksom, så kan det være svært at slippe, og det går ud over andre aspekter af livet,” siger hun.

Det mest udbredte er dog problemerne med overtænkning i forhold til for eksempel konflikter og tillid til egne evner.

Karriererådgiver: Afstem forventninger og hav en åben dialog 

En anden årsag til, at man mentalt tager arbejdet med sig hjem i privaten, kan være, hvis man ikke har lavet en klar forventningsafstemning med sin leder om, hvad der forventes af én.

Og det er både en god idé som nyuddannet og som rutineret medarbejder. Det mener Leah Mikkelsen, der er karriererådgiver hos Akademikernes A-kasse.

”En manglende forventningsafstemning eller prioritering kan give følelsen af, at vi konstant er bagefter. Derfor siger jeg tit til nyuddannede, der er i deres første job, at de skal sørge for at følge op med chefen for at sikre, at de er på rette vej og bruger tiden på de rigtige opgaver. Og for erfarne medarbejdere er det lige så vigtigt at sikre, at de arbejder med det, som chefen har som prioritet,” siger Leah Mikkelsen.

Erla Højsted er enig i, at det er vigtigt at forventningsafstemme – specielt når det handler om at understrege vigtigheden af forberedelsestid for medarbejderen.

”Det handler om at øve sig i at være til stede, der hvor man er, og opbygge en tillid til, at man gør sit job så godt, som man kan.”

Erla Højsted, erhvervspsykolog

”Mange oplever, at deres arbejdsdag er plastret til med møde efter møde, og det gør, at der ikke nødvendigvis er tid til at forberede sig og reflektere over opgaverne. Derfor bruger mange tid på det om aftenen og i weekenden, og sådan bør det ikke være,” siger hun.

Ifølge Leah Mikkelsen kan man komme mange af udfordringerne til livs, hvis man har en åben og ærlig dialog på arbejdspladsen. Men hendes oplevelse er, at det ikke er en høj prioritet længere, og det skyldes det opskruede tempo, der er en realitet på mange arbejdspladser, mener hun.

”Medarbejderne har selvfølgelig et ansvar for at sige, hvordan de har det, og om de kan følge med. Men som leder har man også et stort ansvar for at følge op på sine medarbejdere og vise dem oprigtig interesse. Hvis man har en kultur, hvor det er naturligt at følge op på hinanden med en åben og ærlig dialog, så tror jeg på, at man kan komme stress og overtænkning i forkøbet,” siger hun.”

Én opgave ad gangen

Det er især, når man har mange bolde i luften på én gang, at det bliver svært at slippe de tanker, som egentlig ikke hører til efter arbejdstid, påpeger Erla Højsted.

Derfor er hun også modstander af, at man gør det til en dyd at multitaske, for det er faktisk en af de ting, som er med til at give stress og overtænkning.

”Et af de råd, jeg giver til klienter, der har stresssymptomer, er, at de skal fokusere på én ting ad gangen. At påbegynde en opgave og afslutte den, inden du går videre til en ny. Altså det modsatte af multitasking, som jeg anser som en dårlig ting, fordi man får en masse forskellige tanker, som er forstyrrende,” siger Erla Højsted og fortsætter:

”Og så handler det om at øve sig i at være til stede, der hvor man er, og opbygge en tillid til, at du gør dit job så godt, som du kan. Det er værktøjer, som virkelig er guld værd, hvis du føler, at dit arbejde fylder for meget i dit liv,” lyder det fra Erla Højsted.