Akademikerprisen

Akademikerprisen skal synliggøre de vækstmuligheder, der er i at ansætte akademikere. Akademikernes A-kasse uddeler prisen én gang om året.

Akademikerprisen er en erhvervspris, hvor vi hylder de små og mellemstore virksomeder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt vækst og innovation. Prisen blev uddelt første gang i 2015.

Akademikere skaber vækst

Baggrunden for prisen er den gevinst, der er for SMV'ere i at ansætte akademikere. I 2017 gennemførte vi en analyse, der tydeligt viser, at ansættelse af en højtuddannet skaber flere arbejdspladser, mere vækst og større chance for, at virksomheden overlever. Konklusionerne er klare:

  • Akademikere skaber 4,5 ekstra ansatte. En virksomhed, der ansætter sin første akademiker, vil efter tre år have i gennemsnit 4,5 flere ansatte end virksomheder, der ikke ansætter en akademiker. De nye job går i stort omfang til faglærte og ufaglærte.

  • Værditilvæksten er 38 procent højere. På tre år vokser værdien af virksomheden altså med 38 procent sammenlignet med virksomheder, der ikke ansætter en akademiker.

  • Overlevelseschancen er 2,2 procent større.


Læs hele undersøgelsen her.

Erhvervsfolk udvælger finalister

Prisen uddeles i efteråret, og det er Akademikernes A-kasses regionale Advisory Boards, der udvælger de nominerede blandt de indstillede. Hvert board består af folk fra erhvervslivet i hele Danmark, Dvs. små og store virksomheder, erhvervsråd og universiteterne.

Vindervirksomheden bliver udpeget af Akademikernes A-kasses hovedbestyrelse, og prisen overrækkes ved en prisuddelingsfest, hvor alle finalenominerede er inviteret.

Hvilke virksomheder kan indstilles til prisen?

Prisen går til en SMV'er, hvis anvendelse af akademisk arbejdskraft kan inspirere andre SMV'ere til at hyre akademikere. Det skal være en virksomhed, der med ansættelse af akademikere har skabt vækst og innovation samt vist, at akademikere og andre faggrupper ikke er hinandens konkurrenter, men hinandens forudsætninger. Det kan være virksomheder inden for produktion, serviceydelser, teknik, håndværk mv. 

Udvælgelseskriterier

De indstillede virksomheder skal opfylde følgende:

  • Ansættelsen af en eller flere akademikere har skabt værdi (vækst og innovation) i en SMV

Som en del af screeningsprocessen kigger vi også på, om virksomheden har et godt arbejdsmiljø, har fokus på bæredygtighed samt bevist, at akademikere og andre faggrupper er hinandens forudsætninger for succes.

Sådan indstiller du

Der er nu lukket for indstillinger til Akademikerprisen 2019.

 

Akademikerprisen 2018

Retap vinder Akademikerprisen 2018

Det blev design- og fødevarevirksomheden Retap, der vandt Akademikerprisen 2018. Iværksættervirksomheden fra Agerskov i Sønderjylland har gennem ansættelsen af akademikere været i stand til at disrupte og udvikle kerneforretningen. Med miljø og bæredygtighed som fundament for virksomheden har de formået at udvide forretningen fra produktion af vandflasker til også at inkludere fødevareproduktion.

Prisuddelingen blev afholdt den 29. oktober på Nationalmuseet. De 3 andre finalister var Actas, Smemek og Kopp Sorø. Se eller gense de nominerede virksomheder her.

 

Akademikerprisen 2017

 

Gardin Lis fra Randers blev vinderen af Akademikerprisen 2017. Virksomheden har siden ansættelsen af en akademiker udviklet sig fra at være en lokal gardinbutik til en eksportvirksomhed i vækst. I dag er Gardin Lis en virksomhed med 36 ansatte og kunder i hele Danmark og i udlandet.

Prisfesten blev afholdt 7. november i Børsbygningen i København. De 3 andre finalister var EasyFood, Induflex og Hansen Flødeis. Se eller gense de nominerede virksomheder her

Akademikerprisen 2016

Akademikerprisen 2016 gik til betonvirksomheden Hi-Con i Hjallerup. Virksomheden har på få år skiftet fokus fra at producere konstruktioner i højstyrkebeton til at levere viden om beton. Samarbejde mellem akademikere, faglærte og ufaglærte har skabt nye arbejdspladser.

Prisen blev uddelt 9. november i Industriens Hus i København. De 3 andre nominerede virksomheder var Solid Production, Vestergaard Marine Service og Coinify. Se filmen om de nominerede virksomheder.

Hi-Con A/S får Akademikerprisen 2016

Indstik i Børsen 9. november

Akademikerprisen 2015

Akademikerprisen 2015 gik til Ribe Jernindustri. Virksomheden satsede på akademisk arbejdskraft, da nedgangen skulle vendes til fremgang. I dag har den akademiske arbejdskraft en nøglefunktion hos virksomheden.

Prisen blev uddelt den 11. november på Carlsberg i København.

Vestjysk stålvirksomhed vinder Akademikerprisen 2015

4 virksomheder er nomineret til Akademikerprisen 2015