24. feb 2020

Akademisk afviger: Er du den første i familien på universitetet?

Det er ikke let at være den første akademiker i familien. Det kan medføre både undren fra og deciderede konflikter med baglandet, når dine tanker, dit sprog og dine vaner ændrer sig i takt med din indføring i den akademiske verden. 

Af Martin Ellermann (mae@aka.dk)

Anne Zenon er forfatter til romanen "Ikke noget at tale om”. Her fortæller hun historien om Kathrine, som er mønsterbryder og eneste akademiker i arbejderfamilien – noget som Anne Zenon selv har erfaret kan være en vanskelig rejse.  

”Siden jeg gik i 5. klasse, har jeg vidst, at jeg ville være journalist. Og så læste jeg i ”Hvad kan jeg blive”, at mange der kommer ind på studiet, har læst et par år inden for noget samfundsvidenskabeligt for at forberede sig,” siger hun.

Anne begyndte derfor en basisuddannelse på RUC, men endte med at få øjnene op for andre muligheder end optagelsesprøven på Journalisthøjskolen.

”Jeg læste udelukkende på RUC for at forberede mig til journalistikken, men jeg blev glad for det og endte med at blive og læse dansk og kommunikation oven på min basisuddannelse,” forklarer hun.

Forfatteren misunder dem, hvis familier kunne guide dem bedre i forhold til studievalg efter gymnasiet.

”Jeg havde ikke nogen, jeg kunne spørge om uddannelser og universitetet. Ingen i familien kunne guide eller rådgive mig, så jeg holdt mig slavisk til den her bog [”Hvad kan jeg blive”]. På grund af min opvækst og baggrund havde jeg kun min egen drivkraft og vilje til at finde min vej – til gengæld blev den drivkraft vildt stærk,” fortæller Anne Zenon.

Tavshed og tvivl

Forfatteren forklarer, at hun faktisk ikke fik mange reaktioner på, at hun ville på universitet.

”Jeg tror, min familie følte sig fremmedgjorte. Det var ikke noget, de kunne relatere til,” siger hun og fortæller, at det faktisk er sårende ikke at få anerkendelse for et skridt, der er så stort.

De få reaktioner, der kom, var derfor overvejende negative.

”Jeg kunne fornemme mellem linjerne og på små bisætninger, at de følte, at jeg afviste dem, og fjernede mig fra noget, som de står for. De følte måske, at jeg sagde, at deres liv eller job ikke var godt nok,” forklarer Anne Zenon, der selv føler sig komplet usnobbet og elsker, at folk er forskellige.

Ifølge forfatteren får du nogle andre vaner, en anden livstil og måde at tale på, når du kommer på universitetet. Det er en helt ny identitet, og den dyrker man måske i endnu højere grad som mønsterbryder. 

”Til mit bryllup havde vi fx en strygerkvartet og en digter, der læste op. Min far har siden sagt, at han følte sig fremmed i det. Han synes det virkede forstillet og forfinet og kunne ikke forstå, at det slet og ret var det, som jeg kan lide uden at ville være fin på den,” fortæller hun.

Anne Zenon mener, at det er vigtigt at italesætte tvivlen og fremmedgørelsen og anerkende alt det gode, man har med hjemmefra.

”Det der ligger i min bog er, at det er svært at italesætte den her udvikling i familien. Men det hjælper at få sat ord på – og at anerkende familien og det, de står for. Jeg har fået en arbejdsomhed og en stædighed med hjemmefra. Dét jeg vil, er dét, jeg går efter. Dér har min far været mit forbillede,” forklarer hun.

På udebane

Men selvom man har drive og gåpåmod, kan det være hårdt arbejde at træde ind i en ny verden på universitetet.

”Jeg tænkte meget på dem, der kom fra akademikerhjem, da jeg begyndte på RUC. Der var sociale koder og mange basale ting, jeg skulle lære i forhold til dem, der kom fra en ren akademikerbaggrund. Det blæste mig omkuld,” fortæller Anne Zenon.

Efter sit første studieår overvejede hun faktisk, om hun overhovedet kunne klare det.

”Jeg oplevede meget, at de andre havde en fest med at læse. Fx på min rustur kunne jeg ikke kapere at feste, selvom jeg normalt elskede det. Jeg havde så travlt med at finde ud af, hvordan jeg passede ind i den her kultur. Så jeg observerede meget og havde mange tanker og bekymringer. I de år føltes det, som om jeg designede mit eget liv med nye værdier, vaner og referencepunkter,” forklarer hun.

Det var en udmattende proces for Anne Zenon, men det, at vi i Danmark har mange mønsterbrydere, der tager på universitetet som den første i familien, gjorde tingene lidt lettere.

”Vi kan spejle os i hinanden. Vi er mange nye i den verden, og det hjalp mig,” slutter hun.

Læs mere om Anne Zenon og romanen ”Ikke noget at tale om”.

Ikke noget at tale om