Arbejdsvilkår i nye klæder – unge vil selv designe deres karriere

Den klassiske karrierestige er fortid, i hvert fald hvis det står til de yngre generationer, der er på vej ud på arbejdsmarkedet. Sådan lyder en af pointerne fra en ny analyse udført af Akademikernes A-kasse og konsulentfirmaet Bespoke Manyone, der giver bud på unges forventninger og forhåbninger til deres fremtidige arbejdsliv.


Af Kirstine Thye Skovhøj

Fremtidens omskiftelige arbejdsmarked, der bliver påvirket af teknologisk udvikling som for eksempel kunstig intelligens, uddøende industrier, bæredygtig omstilling og udskudt pensionsalder, vil ganske givet komme til at forme og påvirke de unge generationers arbejdsliv. 

De yngre generationer bringer nye forventninger til arbejdslivet med sig. Hvilke perspektiver og forhåbninger unge akademikere har til deres fremtidige arbejdsliv sætter en ny kvalitativ analyse, som Akademikernes A-kasse står bag i samarbejde med konsulentfirmaet Bespoke Manyone, fokus på. Analysen kommer med bud på, hvilke forventninger unge akademikere har til et meningsfuldt arbejdsliv, og den er blandt andet baseret på research og interview med seks unge, der er i gang med en akademisk uddannelse og på generationsstudier.

 

”Af den nye analyse fremgår det blandt andet, at de unge vil fravælge de klassiske karriereplaner”

 

Af den nye analyse fremgår det blandt andet, at de unge vil fravælge de klassiske karriereplaner, hvor man stiger i graderne i takt med alder og erfaring, men i stedet forstå karriere som livslang udvikling, der tilpasses livets forskellige faser. I analysen pointeres det også, at det for nogle unge er vigtigt at udvikle og dygtiggøre sig både personligt og fagligt igennem hele arbejdslivet.

"Jeg tænker ikke på en bestemt stilling, men mere at jeg kan udvikle mig i det miljø, jeg er i. Jeg tror ikke, jeg er typen, der kunne tænke mig bare at gå på arbejde, og gøre det jeg skal. Jeg vil have noget udvikling," lyder det fra en af de unge, der er interviewet i forbindelse med udarbejdelsen af analysen.

Arbejdsvilkår får en revival på nye måder

Professor og leder af Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson, vurderer, at de yngre generationer i højere grad vil sammensætte deres egen karriere og vægte fleksibilitet og balance frem for en karriere, der følger den klassiske karrierestige.

 

”De unge vil skabe en karriere, der er meningsfuld, uden at den æder dem op.”

 

”De vil skabe en karriere, der er meningsfuld, uden at den æder dem op. Jeg tror, at arbejdsvilkår får en revival på nye måder. Vi vil se, at de arbejdsvilkår, som er vigtige for de unge, er fleksibilitet, en blød lyttende arbejdsplads, at have indflydelse på eget arbejdsliv, og at kunne sætte sit aftryk, så man ikke bare forsvinder i et stort maskineri,” siger Noemi Katznelson.  

Bevægelsen FIRE (Financial Indepence, Retire Early) er et eksempel på, hvordan yngre generationer selv designer deres karriere og sætter tydelige rammer for deres liv. Her er målet at investere og spare op, så man kan gå på pension og frigøre sig selv fra arbejdsmarkedet i en tidlig alder. 

”Vi vil se en større optagethed af tidlig pension (financial independence, retire early). Det taler ind i tendensen, vi vil se til, at de yngre generationer ønsker at undgå det grænseløse arbejde og i stedet fokuserer på behovet for at prioritere i ens liv,” siger Noemi Katznelson.

Du kan få mere viden om analysens andre pointer ved at læse med her samt i artiklerne ”Ny analyse giver bud på, hvordan unge ser deres fremtidige arbejdsliv” og ”Seks perspektiver på unges fremtidige arbejdsliv”

 

Læs om dagpenge og opsigelse

 

 

knap - Bliv medlem

 

 

Jobsøgningsstrategier

Der kan være mange veje til drømmejobbet. Vi har samlet forskellige strategier for jobsøgning, så du kan finde netop den strategi, der passer dig.

Læs mere om virksomhedsforståelse, kompetenceafklaring, uopfordret kontakt, netværk og livet som iværksætter

Startup-tilbud

Går du selv rundt med en iværksætter i maven? Eller er du bare nysgerrig på, hvad det betyder at være selvstændig?

Gå til siden (Selv-)udvikling